Sharpe ratio: Den komplette guide til risikojusterede afkast

Kort fortalt

• Sharpe ratio måler, hvor meget afkast du får pr. risikoenhed. Formlen er: (porteføljeafkast minus risikofri rente) divideret med standardafvigelse. En ratio over 1 betragtes generelt som god.
• Den risikofri rente er typisk renten på kortfristede tyske eller amerikanske statsobligationer. I Danmark bruges ofte den 3-månedlige CIBOR-rente eller den europæiske ESTR som reference.
• Sortino ratio er en forbedring af Sharpe ratio, fordi den kun straffer for downside-volatilitet. Aktier, der svinger meget opad, straffes ikke, selvom Sharpe ratio ville sænkes af dem.
• Maximum drawdown er det største kursfald fra top til bund i en given periode. Calmar ratio dividerer det annualiserede afkast med maximum drawdown og måler, om afkastet retfærdiggør risikoen for store tab.
• S&P 500 har historisk haft en Sharpe ratio på ca. 0,40 til 0,60. MSCI World ETFer ligger typisk i samme interval. En velbalanceret 60/40-portefølje kan nå op på 0,65 til 0,85.
• Sharpe ratio bør altid beregnes over minimum 3 til 5 år. Over kortere perioder er tallene statistisk usikre og kan give et stærkt misvisende billede af en fonds reelle risikojusterede afkast.
• Information ratio og alpha måler, om en aktiv forvalter skaber merværdi i forhold til sit benchmark. De fleste aktivt forvaltede fonde leverer negativ alpha efter omkostninger over 10 til 15 år.

Hvad er Sharpe ratio?

Sharpe ratio er et mål for risikojusteret afkast. Det svarer på spørgsmålet: Får jeg nok afkast i forhold til den risiko, jeg tager? Nøgletallet er opkaldt efter den amerikanske økonom William F. Sharpe, der introducerede det i sin artikel fra 1966 med titlen "Mutual Fund Performance", publiceret i Journal of Business. Sharpe reviderede og præciserede metoden i sin opdaterede artikel fra 1994, og det er denne version, der i dag bruges som standard.

Grundideen er enkel. Du som investor kan altid placere dine penge i statsobligationer eller en pengemarkedskonto og få et sikkert, om end beskedent, afkast. Det kaldes den risikofri rente. Hvis du vælger at investere i aktier eller fonde, tager du en ekstra risiko. Du kan tabe penge. Du kan opleve store udsving. Sharpe ratio måler, om du får tilstrækkeligt betalt for den ekstra risiko, du løber i stedet for at sætte pengene i sikre statsobligationer.

Et højt Sharpe ratio betyder, at du får meget afkast pr. enhed risiko. Et lavt eller negativt Sharpe ratio betyder, at du ikke kompenseres godt nok for risikoen, eller at du ligefrem ville have klaret dig bedre med statsobligationer. Det giver dig et fælles sprog til at sammenligne meget forskellige investeringer: en højrisiko-teknologifond, en balanceret blandet fond og en konservativ obligationsfond kan alle måles på det samme mål og rangordnes.

Formlen og beregningen trin for trin

Formlen for Sharpe ratio er: Sharpe ratio = (Rp minus Rf) divideret med sigma, hvor Rp er porteføljens afkast, Rf er den risikofri rente og sigma er standardafvigelsen på porteføljens afkast. Lad os gennemgå hvert element og derefter beregne et komplet eksempel fra bunden.

I praksis behøver du ikke beregne Sharpe ratio manuelt. Morningstar viser Sharpe ratio for alle fonde og ETFer under fanebladet "Risiko". Bloomberg og mange mæglerplatforme viser det også. Det vigtige er, at du ved, hvad tallet betyder, og at du bruger det sammenlignende, aldrig isoleret.

Den risikofrie rente: hvad er det i praksis?

Den risikofri rente er en central byggesten i Sharpe ratio, men den kan være overraskende vanskelig at definere præcist. Ideen er at repræsentere afkastet på en investering uden risiko for tab. I den virkelige verden er der ingen fuldstændig risikofri investering, men statsobligationer fra stærke lande som Danmark, Tyskland og USA er den praktiske tilnærmelse, der bruges bredt i finansbranchen.

I den akademiske litteratur bruger amerikanske forskere typisk renten på tre-månedlige amerikanske statsobligationer, kaldet US Treasury Bills eller T-Bills. De anses for den sikreste investering i verden, fordi USA aldrig har misligholdt sine gældsforpligtelser. Afkastet på disse korte obligationer er let tilgængeligt og opdateres dagligt.

I europæisk sammenhæng bruges hyppigt den europæiske pengemarkedsrente ESTR, Euro Short-Term Rate, der har erstattet EONIA siden 2022. ESTR er et mål for, hvad europæiske banker betaler hinanden for at låne euro natten over. I Danmark kan man bruge den 3-månedlige CIBOR-rente, Copenhagen Interbank Offered Rate, som reference for den risikofri rente.

Når du sammenligner Sharpe ratio for to fonde, er det vigtigt, at de er beregnet over den samme periode og med den samme risikofri rente. Ellers sammenligner du æbler med appelsiner. Morningstar bruger en standardiseret risikofri rente for hvert land, så fondenes Sharpe ratio er sammenlignelige indbyrdes. Når du slår Sharpe ratio op på Morningstar for to danske fonde, kan du trygt sammenligne de to tal direkte.

For langsigtede investorer er den præcise valg af risikofri rente mindre afgørende end for kortsigtede perioder. Over 10 til 20 år udjævner variationerne sig, og forskellen på at bruge 2% versus 3% som risikofri rente er beskeden i det lange løb. Det vigtigste er, at du er konsistent i dine sammenligninger.

Hvad er en god Sharpe ratio?

Svaret på spørgsmålet om, hvad der er en god Sharpe ratio, afhænger af, hvad du sammenligner med. Men der er etablerede tommelfingerregler, som er bredt accepteret i finansbranchen og underbygget af historiske data.

Den brede S&P 500 har historisk haft et Sharpe ratio på ca. 0,40 til 0,60 over lange perioder. MSCI World ligger i samme interval. Det er de benchmarks, du som passiv investor bør sammenligne alt andet med. Kan du konsistent finde en fond med Sharpe ratio over 0,65 til 0,70, er det et godt tegn. Kræver du over 1,0, vil du udelukke næsten alle legitime langsigtige investeringsalternativer.

Velkendte porteføljemodeller som den klassiske 60/40-portefølje opnår typisk et Sharpe ratio på 0,65 til 0,85. Det er højere end ren aktieeksponering, fordi obligationer reducerer standardafvigelsen mere end de reducerer det forventede afkast. Diversificeringens matematiske gevinst ses direkte i det højere Sharpe ratio.

Sortino ratio: kun den dårlige volatilitet tæller

En af de mest anerkendte kritikker af Sharpe ratio er, at den straffer al volatilitet, ikke kun den dårlige. Forestil dig en fond, der stiger 30% det ene år og 5% det næste. Den høje volatilitet opad trækker standardafvigelsen op og sænker Sharpe ratio, men ingen investor klager over at tjene 30% på et år. Investorer frygter tab, ikke gevinster. Sortino ratio løser dette problem ved kun at straffe for nedsiderisiko.

Calmar ratio og maximum drawdown

Maximum drawdown er det største kumulative kursfald fra et toppunkt til et bundpunkt i en given periode, målt fra top til bund. Hvis din portefølje stiger til 1 million kroner og derefter falder til 650.000 kr., inden den begynder at stige igen, er dit maximum drawdown minus 35%. Det er et af de mest intuitivt forståelige risikomål, fordi det fortæller dig præcis, hvad det værste scenarie har været i praksis.

Maximum drawdown er særlig relevant for investorer, der er bange for store tabsperioder, og for investorer med kortere tidshorisont, der måske ikke kan vente på en langsom genopretning. En investering med et maximum drawdown på 60% kan i teorien have et fint gennemsnitsafkast, men kræver psykologisk og finansiel styrke at sidde igennem. Mange investorer er ikke i stand til det og sælger i bunden, hvilket forvandler et midlertidigt drawdown til et permanent tab.

Information ratio og alpha: måler forvalterens dygtighed

Information ratio og alpha er to beslægtede mål, der bruges til at vurdere, om en aktiv forvalter skaber merværdi i forhold til et benchmark. Mens Sharpe ratio sammenligner afkast med den risikofri rente, sammenligner information ratio forvalterens afkast med et relevant markedsindeks. Det giver dig mulighed for at vurdere, om du betaler for reel dygtighed eller blot for markedseksponering, du billigt kunne have fået via en indeksfond.

Disse mål er centrale i diskussionen om passiv versus aktiv investering. Jahrtier med data viser, at de fleste aktivt forvaltede fonde leverer negativt alpha efter omkostninger over lange perioder. Standard and Poor's SPIVA-rapport, der halvårligt analyserer tusindvis af aktivt forvaltede fonde, viser konsekvent, at 85 til 90% af aktivt forvaltede aktiefonde underpræsterer i forhold til deres benchmark efter omkostninger over 15 år. Det er et stærkt argument for passiv indeksinvestering.

For privatinvestorer er den vigtigste lære: Sharpe ratio og information ratio bør beregnes efter alle omkostninger. En fond med ÅOP på 1,5% og et lille positivt brutto-alpha er sandsynligvis negativ netto-alpha. Passive ETFer med ÅOP på 0,07% til 0,20% er svære at slå på et risikojusteret grundlag. Læs mere om passiv investering i vores guide til passiv-investering.

Sharpe ratio for populære ETFer og indeks

For at gøre tallene konkrete er her et overblik over historiske Sharpe ratio for de mest populære ETFer og indeks. Tallene er baseret på lange historiske perioder og er vejledende, da de præcise tal afhænger af, hvilken periode der måles, og hvilken risikofri rente der anvendes. Brug tabellen som reference og udgangspunkt for sammenligning, ikke som garanti for fremtidigt afkast.

Tabellen viser flere interessante mønstre. MSCI Emerging Markets har markant lavere Sharpe ratio end udviklede markeder, til trods for at det underliggende potentielle afkast burde være højere. Det skyldes kombinationen af lavere realiseret afkast og højere volatilitet i den betragtede periode. For danske investorer, der overvejer emerging markets, er det vigtigt at vide, at man historisk betaler en risikopræmie, der ikke altid er blevet honoreret.

MSCI World Minimum Volatility ETF er bemærkelsesværdig. Den giver et lidt lavere absolut afkast end standard MSCI World, men har markant lavere standardafvigelse og maximum drawdown. Resultatet er et højere Sharpe ratio end standard MSCI World. Det illustrerer netop low-volatility-anomalien, som faktorinvestering udnytter: aktier med lav historisk volatilitet har tendens til at give bedre risikojusteret afkast end teorien forudsiger.

Nasdaq 100 er interessant, fordi den på trods af sin høje volatilitet i perioder med stærkt momentum i teknologiaktier har leveret et Sharpe ratio på linje med MSCI World. I gode teknologiperioder er afkastet så højt, at det kompenserer for volatiliteten. Men det ændrer sig hurtigt, når markedet vender: i 2022 var Nasdaq 100 et af de dårligste markeder risikojusteret set, med et fald på ca. 33% og høj volatilitet.

Den blandede 60/40-portefølje viser, hvordan diversificering på tværs af aktivklasser kan forbedre Sharpe ratio markant. Lavere absolut afkast opvejes af markant lavere volatilitet, og resultatet er et bedre risikojusteret afkast end ren aktieeksponering i mange perioder. Se vores guide til portefølje-opbygning for konkrete anbefalinger til porteføljesammensætning.

Husk, at Morningstar giver dig Sharpe ratio direkte for enhver fond eller ETF. Du kan søge på din foretrukne ETF, klikke på "Risiko" og se Sharpe ratio beregnet over 3, 5 og 10 år. Det giver dig mulighed for at sammenligne på tværs af fonde med det samme metodiske grundlag. Se også vores oversigt over de mest populære portefoeljemodeller til inspiration om porteføljestrategier.

Begrænsninger og faldgruber ved Sharpe ratio

Sharpe ratio er et kraftfuldt redskab, men det har vigtige begrænsninger. At kende disse begrænsninger er afgørende for at bruge nøgletallet klogt frem for blindt. En investor, der forstår, hvad Sharpe ratio kan og ikke kan, bruger det langt mere effektivt end en, der tager det for gode varer uden forbehold.

Disse begrænsninger betyder ikke, at Sharpe ratio er ubrugeligt. Det er fortsat det bedste enkeltmål, du har til rådighed for at sammenligne investeringers risikojusterede afkast. Men det bør bruges som én indikator i en bredere analyse, ikke som det eneste kriterium. Kombinér det med Sortino ratio, maximum drawdown, Calmar ratio, information ratio og en grundlæggende forståelse af, hvad fonden faktisk investerer i. Se mere om diversificering og risikostyring i vores artikel om risikospredning-diversificering.

Praktisk guide: sådan bruger du risikojusterede nøgletal

Nu har du en solid forståelse af de vigtigste risikojusterede nøgletal: Sharpe ratio, Sortino ratio, Calmar ratio og maximum drawdown. Men viden er kun værdifuld, hvis du bruger den aktivt i dine investeringsbeslutninger. Her er en konkret, trin-for-trin guide til, hvordan du som dansk privatinvestor anvender disse mål i praksis for at træffe bedre og mere informerede valg.

For investorer, der ønsker at opbygge en veldiversificeret portefølje med gode risikojusterede nøgletal, er den enkleste løsning en bred global ETF kombineret med en passende andel obligationer baseret på din tidshorisont og risikotolerance. Denne kombination leverer konsistent et Sharpe ratio på 0,60 til 0,80 over lange perioder, og den er billig at implementere via platforme som Nordnet og Saxo Bank. For mere inspiration om konkrete porteføljeopbygninger, se vores guide om portefoeljemodeller. For at forstå faktorbaserede alternativer med potentielt højere Sharpe ratio, se vores artikel om faktorinvestering.

Det risikojusterede afkast er vigtigere end det absolutte afkast. En fond, der giver 12% men svinger 30%, er ikke nødvendigvis bedre end en fond, der giver 9% og svinger 10%. Sharpe ratio fortæller dig den fulde sandhed om prisen på dit afkast.

Sharpe ratio og diversificering: den gratis frokost

En af de mest fascinerende konsekvenser af Sharpe ratio-matematikken er, at diversificering næsten altid øger det risikojusterede afkast. Diversificering er i finansverdenen berømt som den eneste gratis frokost, og Sharpe ratio er det nøgletal, der viser dig præcis, hvad den frokost er værd i konkrete tal.

Forestil dig to aktiver, der begge giver 8% afkast og begge har 20% standardafvigelse. Investerer du kun i det ene, er dit Sharpe ratio ca. 0,28 ved en risikofri rente på 2,5%. Men kombinerer du de to aktiver i en 50/50-portefølje, og de to aktivers afkast ikke er perfekt korrelerede, vil porteføljens samlede standardafvigelse falde. Falder den til fx 14%, stiger Sharpe ratio til ca. 0,39. Du har fået markant mere afkast pr. risikoenhed, gratis, alene ved at kombinere to aktiver med lav indbyrdes korrelation.

Jo lavere korrelation der er mellem aktiverne, jo kraftigere er effekten. Aktier og obligationer har historisk haft lav til negativ korrelation i mange perioder, hvilket er grundlaget for, at en klassisk 60/40-portefølje typisk har højere Sharpe ratio end en ren aktieportefølje, selvom det absolutte afkast er lavere. Obligationer er støddæmperen, der reducerer standardafvigelsen i nævneren og dermed løfter Sharpe ratio i hele porteføljens favør.

Geografisk diversificering fungerer på samme matematiske måde. Når du kombinerer danske, amerikanske, europæiske og asiatiske aktier, falder porteføljens samlede standardafvigelse, selvom hvert enkelt marked isoleret set er volatilt. Det skyldes, at de ikke altid falder og stiger på præcis samme tidspunkt og i samme omfang. Resultatet er et konsistent højere Sharpe ratio end for en portefølje koncentreret i ét enkelt land eller én sektor.

Det matematiske argument for bred, global diversificering uddybes i vores artikel om risikospredning-diversificering. Sharpe ratio er ikke blot et redskab til at evaluere enkeltfonde, det er konkret dokumentation for, at diversificering betaler sig i risikojusterede termer og giver dig det bedste udgangspunkt for en langsigtet formueudvikling.

Typiske fejl og faldgruber

• At sammenligne Sharpe ratio over forskellige perioder. En fond med Sharpe ratio 0,80 beregnet over 2021 til 2024 og en anden med 0,75 beregnet over 2015 til 2024 kan ikke sammenlignes direkte. Markedsforhold, risikofri rente og volatilitetsniveau varierer markant over tid. Brug altid den samme periode og den samme risikofri rente i dine sammenligninger. Morningstar standardiserer dette, så fondene kan sammenlignes direkte indbyrdes.
• At stole blindt på et højt Sharpe ratio. Et ekstremt højt Sharpe ratio, fx over 2 til 3 over flere år, bør vække mistanke. Det kan skyldes glattede afkast fra illikvide aktiver, brug af optioner til at reducere synlig volatilitet eller ligefrem svindel, som Madoff-sagen illustrerede dramatisk. Undersøg altid, hvad der driver et usædvanligt højt nøgletal, og stil spørgsmål til den underliggende strategi.
• At beregne Sharpe ratio over for kort en periode. Over 6 til 12 måneder er Sharpe ratio statistisk næsten meningsløst. Et enkelt godt eller dårligt kvartal kan flytte tallet markant. Brug minimum 3 år, og helst 5 til 10 år, for at få et pålideligt mål for et risikojusteret afkast, der siger noget om forvalterens konsistente evner eller en strategis robusthed.
• At ignorere maximum drawdown og kun fokusere på Sharpe ratio. Sharpe ratio fanger ikke den fuldstændige risikoprofil. To fonde kan have identisk Sharpe ratio, men meget forskellig drawdown-profil. Den ene kan have mange mellemstore tab, den anden sjældne men voldsomme fald. Kontrollér altid maximum drawdown som supplement, da det er det mest intuitive og praktisk relevante risikomål for de fleste privatinvestorer.
• At glemme, at Sharpe ratio er et historisk mål. En fonds høje historiske Sharpe ratio er ingen garanti for fremtidigt afkast. Markedsforhold ændrer sig, og en strategi, der leverede fremragende risikojusterede afkast i et lavrentemiljø, kan klare sig langt dårligere, når renten stiger. Forskning viser, at top-rangerede fonde baseret på historisk Sharpe ratio ikke konsistent outperformer i de efterfølgende perioder.
• At vælge en aktiv fond med moderat positivt Sharpe ratio frem for en billig indeksfond. Mange aktivt forvaltede fonde rapporterer et Sharpe ratio beregnet brutto, dvs. før omkostninger. En fond med ÅOP på 1,5%, der ser ud til at matche MSCI World på Sharpe ratio, vil netto-Sharpe ratio i virkeligheden ligge markant under. Beregn altid Sharpe ratio efter alle omkostninger, ellers sammenligner du ikke æbler med æbler.
• At forveksle Sharpe ratio og Sortino ratio i sammenligninger. Sortino ratio er typisk højere end Sharpe ratio for den samme fond, fordi nævneren kun inkluderer downside-volatilitet. Sammenlign kun Sharpe med Sharpe og Sortino med Sortino. At sammenligne en fonds Sortino ratio med en anden fonds Sharpe ratio er et klassisk misvisende benchmark-trick, der nogle gange bruges til at gøre en fond se bedre ud end den er.
• At optimere Sharpe ratio på bekostning af absolut afkast uden hensyn til tidshorisont. For en ung investor med 30 år til pension er et højt absolut afkast typisk vigtigere end et perfekt Sharpe ratio. En bred aktie-ETF med Sharpe ratio 0,55 og 10% afkast kan over 30 år give langt mere end en lav-volatilitet-fond med Sharpe ratio 0,80 og 7% afkast. Risikojusteret afkast er ikke altid det bedste kriterium for den meget langsigtede investor.
• At bruge Sharpe ratio som det eneste udvælgelseskriterium for fonde og ignorere ÅOP, skattemæssig behandling og likviditet. En fond med slightly lavere Sharpe ratio men markant lavere ÅOP og gunstig skattemæssig behandling, fx på Skat-positivlisten, vil for de fleste danske investorer give et bedre reelt nettoafkast efter skat og omkostninger. Sharpe ratio bør altid vurderes i sammenhæng med disse praktiske faktorer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Sharpe ratio?

Sharpe ratio er et mål for risikojusteret afkast. Det fortæller dig, hvor meget ekstra afkast du får i forhold til den risikofri rente pr. enhed risiko, målt som standardafvigelse. Formlen er: (porteføljeafkast minus risikofri rente) divideret med standardafvigelse. Et højt Sharpe ratio betyder, at du får mere afkast pr. risikoenhed. Nøgletallet er opkaldt efter nobelpristageren William F. Sharpe, der introducerede det i 1966 og reviderede det i 1994.

Hvad er en god Sharpe ratio?

En Sharpe ratio under 0,25 er svag. Fra 0,25 til 0,50 er under gennemsnittet. Fra 0,50 til 0,75 er acceptabelt og på linje med historiske gennemsnit for brede globale aktieindeks som MSCI World og S&P 500. Fra 0,75 til 1,00 er godt og over markedsgennemsnittet. Over 1,0 er fremragende men sjælden over lange perioder. Et Sharpe ratio over 2 til 3 bør undersøges nærmere, da det sjældent er realistisk uden skjult risiko, metodiske problemer eller manipulation.

Hvad er den risikofri rente, der bruges i Sharpe ratio?

Den risikofri rente er typisk renten på kortfristede statsobligationer fra et kreditstærkt land. I USA bruges three-month Treasury Bills. I Europa bruges den europæiske pengemarkedsrente ESTR. I Danmark kan man bruge den 3-månedlige CIBOR-rente. Fra 2016 til 2021 var den europæiske risikofri rente negativ, hvilket kunstigt boostede Sharpe ratio for aktier. Fra 2022 steg den hurtigt til 3 til 4%, fordi centralbankerne bekæmpede inflationen.

Hvad er forskellen på Sharpe ratio og Sortino ratio?

Begge nøgletal måler risikojusteret afkast, men de bruger forskelligt risikomål i nævneren. Sharpe ratio bruger den samlede standardafvigelse, som inkluderer både op- og nedsideudsving. Sortino ratio bruger kun downside-standardafvigelse, dvs. volatiliteten ved afkast under en given tærskel. Sortino ratio straffer ikke en investering for at svinge markant opad, kun for at svinge nedad. Sortino ratio er typisk højere end Sharpe ratio og er særlig nyttig til strategier med asymmetriske afkastprofiler.

Hvad er maximum drawdown?

Maximum drawdown er det største procentvise kursfald fra et toppunkt til et bundpunkt i en given periode. Hvis din portefølje stiger til 500.000 kr. og derefter falder til 325.000 kr., inden den begynder at stige igen, er dit maximum drawdown minus 35%. Det er et intuitivt mål for det værste, der er sket med en investering historisk set, og er særlig relevant for investorer med kortere tidshorisont eller lav psykologisk tolerance for store tab. S&P 500 har haft maximum drawdown på ca. minus 57% under finanskrisen i 2007 til 2009.

Hvad er Calmar ratio?

Calmar ratio er annualiseret afkast divideret med det absolutte maximum drawdown. Det fortæller dig, om det langsigtede afkast retfærdiggør risikoen for store midlertidige tab. Et Calmar ratio over 0,5 er acceptabelt. Over 1,0 er godt. Calmar ratio bruges særligt til at evaluere hedgefonde og alternative strategier, der lejlighedsvis kan have store drawdowns, selvom daglig volatilitet er lav. For passive investeringer i brede aktieindeks er Calmar ratio typisk 0,3 til 0,5, afhængigt af hvilken periode man måler.

Hvad er alpha, og hvad fortæller det dig?

Alpha er merafkastet over det, man ville forvente givet markedets afkast og investeringens beta. Et positivt alpha betyder, at en forvalter har skabt mere afkast end markedseksponering alene kan forklare. Et negativt alpha betyder, at forvalteren har skabt mindre. Forskning og Standard and Poor's SPIVA-rapport viser, at ca. 85 til 90% af aktivt forvaltede aktiefonde leverer negativt alpha efter omkostninger over 15 år. Det er et af de stærkeste argumenter for passiv indeksinvestering frem for aktivt forvaltede fonde.

Hvor finder jeg Sharpe ratio for mine fonde?

Morningstar er den mest tilgængelige kilde til Sharpe ratio for fonde og ETFer. Gå til morningstar.dk eller morningstar.com, søg på fondens navn eller ISIN, og klik på fanebladet "Risiko". Du finder Sharpe ratio beregnet over 3, 5 og 10 år, og du kan sammenligne med kategorigennemsnittet. Mange mæglerplatforme som Saxo Bank og Nordnet viser også risikonøgletal i deres fondsinfo-sider. Bloomberg Terminal giver de mest detaljerede data men er primært rettet mod professionelle brugere.

Kan Sharpe ratio manipuleres?

Ja, Sharpe ratio kan til en vis grad manipuleres. Metoder inkluderer brug af illikvide aktiver med glattede priser, der kunstigt reducerer standardafvigelsen. Optionsstrategier, der sælger downside-beskyttelse, kan give lavere daglig volatilitet men store lejlighedsvise tab. Valg af en gunstig måleperiode giver et for højt tal. Madoff-fondens ekstremt høje og konsistente Sharpe ratio burde have været et advarselstegn for alle, der så tallene. Et Sharpe ratio over 2 til 3 over mange år bør altid undersøges grundigt.

Hvordan forbedrer jeg Sharpe ratio for min portefølje?

Du forbedrer Sharpe ratio ved enten at øge afkastet, reducere standardafvigelsen eller begge dele. Diversificering på tværs af aktivklasser med lav indbyrdes korrelation reducerer standardafvigelsen uden nødvendigvis at reducere forventet afkast tilsvarende. Tilføjelse af obligationer til en ren aktieportefølje hæver typisk Sharpe ratio. Reduktion af omkostninger, fx ved at skifte fra aktivt forvaltede fonde til billige ETFer, øger nettoafkastet. Lav-volatilitet-faktorfonde er designet til at give højere Sharpe ratio end brede markedsindeks.